Inkasso – er noget med brede fyre med læderveste?

Inkasso er da noget med brede fyre med læderveste?

Lad det være sagt med det samme: Der er ikke mange respektpoint at hente ved at fortælle, at man arbejder med inkasso! Der er ikke mange erhverv, hvor myterne trives så godt, som i.f.t. inkasso. Det kan der være mange årsager til. For det første så har der specielt for 10-15 år siden været en del uheldige historier i medierne. For det andet så er det heldigvis sådan, at langt de fleste betaler deres regninger til tiden og derfor aldrig oplever inkasso. Nedenfor har jeg nævnt nogle stykker, som vi løbende bliver mødt med.

“Inkasso er da noget med brede fyre i læderveste?”

Vi har faktisk en bredskuldret fyr ansat. Jeg har aldrig set ham i en lædervest, men så længe han er god til at programmere (det er hans opgave), så må han gerne have en på. Vi diskriminerer ikke, og hvis vi en dag skulle modtage en ansøgning fra en velkvalificeret og bredskuldret fyr, der holder af at gå i lædervest, så behandler vi den som enhver anden ansøgning. Derudover så er vi flere, der måske nok er lidt bredere, end vi ønsker, men det er så ikke lige skuldrene, der er problemet.

Vi har ikke de store krav til hverken fysik eller tøjvalg. Skulle jeg pege på et påklædningsvalg, der ville være upassende til vores arbejde, så skulle det være store hatte, da det er noget vanskeligt at få et headset på. Faktisk forholder det sig sådan, at langt de fleste af vores kolleger er kvinder, og bevares – de kan da være bestemte – men skræmmende er nok at stramme skruen lidt for meget.

Faktisk er det sådan, at stort set alt inkassoarbejde består i at kommunikere med hhv. skyldnere, kunder og retten, og det foregår via papir eller telefon. Hvis man kører ud, så er det primært i de meget få tilfælde, hvor der slet ikke er nogen reaktion fra en skyldner, og vi derfor gerne lige vil kontrollere, om vi sender vores breve de rigtige steder hen.

“Inkasso er det vilde vesten – helt uden regler!”

Der findes ikke voldsomt mange brancher, der er lige så reguleret som inkassobranchen – vi har faktisk vores helt egen lov, Inkassoloven. Det er reguleret, hvad vi må, og hvad vi bestemt ikke må, og vi skal godkendes af Rigspolitiet for overhovedet at måtte drive inkasso. Det gælder både for ledelsen, men det gælder også, hvis vi kører ud for at kontrollere en adresse eller få en dialog med en skyldner, som ellers ikke er til at få en dialog med. Der skal man også have en godkendelse og et ID-kort. Vi er faktisk som branche lidt atypisk, for hvor mange andre brancher gerne vil have færre regler, så er vi rent faktisk godt tilfredse med, at der regler.

“Inkasso er bøllemetoder”

Senest oplevede jeg det på TV2 News, hvor både en skatteretsekspert og en nyhedsvært kom med den lidet flatterende konstatering. Jeg har altid fuld forståelse for, at man ikke ved ret meget om et område, som man ikke beskæftiger sig med. Jeg ved eksempelvis heller ikke ret meget om skatteret. Men jeg synes, at det er lidt uretfærdigt over for vores retssystem. Det er nemlig sådan, at de eneste, der endegyldigt kan afgøre, om en person skylder penge eller kan tage ud og se på, om en skyldner har værdier, er Fogedretten. Det hverken kan, må eller vil vi gøre. Så hvis vi ikke kan løse en sag, så er det retssystemet, der tager over. Og vi har nok alle på et eller andet tidspunkt synes, at retten har gjort noget forkert, men ligefrem bøller…???

“Inkassofolk er papirnussere!”

Ja okay – den fandt jeg selv på, og faktisk har jeg aldrig hørt nogen, der har sagt det. Årsagen til, at den er medtaget er, at den faktisk ville være den mest retvisende af dem alle. Når vi oplever arbejdsskader i vores branche, så er det primært spændinger i nakken, musearm mv., præcis ligesom alle andre folk hvis primære arbejdsredskab er en pc. Vi har selvfølgeligt også “specialværktøj”, og i vores tilfælde er det vores frankeringsmaskine. Den er ikke ret farlig.

Nyhed

Direktørskifte

Richard Scheffler er pr. 1/1 2023 ny administrerende direktør for Danske Inkasso. Richard er et kendt ansigt i Danske Inkasso, hvor han begyndte sin karriere i 2012.

Læs hele artiklen

Blog

Hvad har vi dog stemt på?? – Europa Parlamentet Del 1

Valgsæsonen er over os, og hvad er mere naturligt her på Grundlovsdag end at reflektere en smule over valget. Her tænker jeg ikke på dagens folketingsvalg, der har haft en massiv mediedækning, men på det netop overståede valg til EU Parlamentet, der set med mine øjne desværre ikke har fået nær den bevågenhed, som det fortjener.

Læs hele artiklen