Hvad har vi dog stemt på?? – Europa Parlamentet Del 1

Valgsæsonen er over os, og hvad er mere naturligt her på Grundlovsdag end at reflektere en smule over valget. Her tænker jeg ikke på dagens folketingsvalg, der har haft en massiv mediedækning, men på det netop overståede valg til EU Parlamentet, der set med mine øjne desværre ikke har fået nær den bevågenhed, som det fortjener.

Europaparlamentsvalget er nu overstået, og trods den noget beskedne mediedækning, så er den glædelige nyhed, at det har været en historisk høj valgdeltagelse. Selv om parlamentet for mange er en fjern størrelse, så mærker vi alle effekten af europæisk lovgivning. Det gør vi også i inkassobranchen, hvor vi ofte ser eksempler på lovgivning, der kan berøre branchen. Inkasso går ofte på tværs af grænser – hvad enten det er i form af fartbøder eller parkeringsafgifter til turister, eller det er ifm. eksport, som vi som et meget lille land er dybt afhængige af. Som bestyrelsesmedlem i FENCA, der er den europæiske inkassobrancheorganisation, ser jeg ofte, hvor vigtigt det er at følge med i den europæiske lovgivning. Derfor glæder det mig også, at flere og flere danskere deltager i valget. Der er dog et “men”…!

“The missing link”

Den lidt mindre glædelige nyhed er, at medierne desværre har været meget sparsomme med at fortælle, hvordan parlamentet egentligt fungerer. Specielt ved EP-valget er den del vigtig, for der er en helt anden logik end ved et folketingsvalg. Har du eksempelvis undret dig over, hvorfor Dansk Metal støttede en konservativ kandidat? Hvad nu hvis jeg tilføjer, at det havde de ikke gjort, hvis de konservative var sikre på at komme ind, og at de i det tilfælde forventeligt ville stemme socialdemokratisk? Eller ville det overraske, hvis jeg påstod, at arbejdsgiverne ville anbefale at stemme socialdemokratisk, hvis det ville være tvivlsomt, om de røg ud? Eller for den sags skyld, at De Radikale og Venstre er en del af samme gruppe, og derfor stort set altid stemmer det samme?

Hvis man ved, hvordan parlamentet fungerer, så er det i virkeligheden meget naturligt, selv om det ville være meget besynderligt, hvis det samme skete ved et folketingsvalg. Sandheden er, at selv om alle ved, hvilken person de har stemt på, så ved alle ikke nødvendigvis hvilket “”parti” de har stemt på.

Hvis du har stemt, så har du højst sandsynligt med din stemme sikret større indflydelse til enten Feministiskt Initiativ fra Sverige, Partido Social Demokrata fra Portugal, Democraten 66 fra Holland, Ecolo fra Belgien, Sinn Fein fra Irland eller måske Alternative fur Deutschland fra Tyskland. Men ved du hvem af dem, du i givet fald har støttet? Eller hvem af dem, der i øvrigt er med til at træffe de fleste af beslutningerne i EU Parlamentet?

Hvis du ikke ved det, så er det også helt naturligt, for vi får desværre alt for lidt at vide om, hvordan parlamentet fungerer, og hvorfor det egentligt er vigtigere, at danske politikere sidder de rigtige steder i parlamentet, end hvilket dansk parti de, kommer fra.

Hvad rager det jer?

Det kunne man med rette spørge om, men hos Danske Inkasso er vi dedikeret til det, der påvirker vores branche, vores kunder og også de personer, de skylder os penge. Og det gør Europa. Det er årsagen til, at vi engagerer os både i den danske og den europæiske inkassobranche.

Derfor vil jeg i en række blogs sætte lidt mere fokus på arbejdet i Bruxelles (lad os kalde det “Bruxelles i øjenhøjde”), samt hvorfor vi ser det som en vigtig del af vores dagligdag. Hvis du ikke har stemt, så håber jeg, at du måske føler lidt større trang til at stemme ved næste EP-valg. Hvis du har stemt, så bliver du måske også lidt klogere på, hvad din stemme egentligt betyder.

Jeg håber, at du læser med, men inden næste blog, så har vi lige et valg mere i dag. Så afslutningsvist vil jeg gerne her på demokratiets festdag ønske en rigtig god valgdag – og husk nu at få stemt!

Claus Spedtsberg

Partner, Danske Inkasso

Nyhed

Direktørskifte

Richard Scheffler er pr. 1/1 2023 ny administrerende direktør for Danske Inkasso. Richard er et kendt ansigt i Danske Inkasso, hvor han begyndte sin karriere i 2012.

Læs hele artiklen

Blog

Hvad har vi dog stemt på?? – Europa Parlamentet Del 1

Valgsæsonen er over os, og hvad er mere naturligt her på Grundlovsdag end at reflektere en smule over valget. Her tænker jeg ikke på dagens folketingsvalg, der har haft en massiv mediedækning, men på det netop overståede valg til EU Parlamentet, der set med mine øjne desværre ikke har fået nær den bevågenhed, som det fortjener.

Læs hele artiklen